Æstetisk bæredygtighed – designtilgangen du SKAL kende!

Written by Manou Messmann

Denne sommer befandt jeg mig en hel måned i Spanien og havde lovet mig selv, at jeg udelukkende skulle læse ”letfordøjelige bøger”, meeen da jeg inden ferien fik stukket bogen ”Æstetisk bæredygtighed” i hånden, røg den med i tasken. Og det er jeg vanvittig glad for! Bogen er nemlig en af de mest visionære, banebrydende og udfordrende jeg nogensinde har læst og er langt hen af vejen i tråd med de teorier jeg selv har omkring mode, forbrug og forholdet imellem brands og forbrugere.

Da bogen er 100% faglitteratur og en tung en af slagsen (dog meget velskrevet), vil jeg i dette indlæg komme med nogle af de guldkorn jeg selv lod mig inspirere af (til alle jer, der går kolde ved synet af en bog på over 50 sider). Og så håber jeg selvfølgelig på, at I får blod på tanden og køber bogen med det samme!

 

Æstetisk bæredygtighed er (seriøst) vejen frem

 I de sidste mange år har bæredygtighed været noget med løftede pegefingre og en holdning man forsøgte at pådutte både industri og forbrugere, men utallige analyser viser, at ganske lidt er ændret, når det kommer til det miljøbevidste forbrug indenfor mode. Der er altså god grund til at ændre strategi, hvis man ønsker at værne om miljøet og befolkningen på jorden. Og det har forfatteren Kristine Harper i den grad forstået. Hun giver sit bud på, hvordan tilgangen ”æstetisk bæredygtighed” kan være nøglen til en mere bevidst, sund og langtidsholdbar design –og forbrugskultur.

 

Æstetisk bæredygtighed. Udgivet af forlaget Samfundslitteratur.
Æstetisk bæredygtighed. Udgivet af forlaget Samfundslitteratur.

Modpol til brug-og-smid-væk

Formålet med bogen er, helt overordnet set, “at søge retningslinjer for at reducere, gentænke og reformere forbrug” og dermed bremse overforbrug. Og som Kristine Harper selv formulerer det; ”At designe og producere bæredygtige produkter handler om at skabe produkter, der med lethed og uden at belaste miljøet, kan nedbrydes igen –eller produkter der holder”.

Ved at implementere æstetisk bæredygtig værdi i sine produkter, gøres der op med det ligegyldige forbrug og overforbrug. Der skabes dermed en reel modpol til brug-og-smid-væk kulturen via de æstetisk bæredygtige produkter, skriver Kristine i sin bog.

 

 

Nutidens købsadfærd er præget af “one-night-stands”

Et af de citater i bogen, der beskriver tidens forbruger ret præcist er dette: ”During recent years, consumers have become serial honeymoners, and today subject-object relationsships are less mariage, more one-night stand”. Så forbrugerne er altså ikke så ”tro” længere og de ønsker ikke at begrænse sig selv, men denne adfærd kan der ændres på ifølge Kristine. Hun mener dog, at man grundlæggende skal stole på forbrugernes evne til at træffe de rette valg og på sigt mindske overforbruget og ikke forsøge at overtale forbrugerne til specifikke bæredygtige køb.

Forbrugeren ønsker at købene bliver en ny honeymoon hver gang!
Forbrugeren ønsker at købene bliver en ny honeymoon hver gang!

Designeren er (også) ansvarlig

Selvom forbrugeren er ansvarlig for at praktisere en bæredygtig forbrugsadfærd, så mener Kristine, at der kan gøres rigtig meget fra designernes side. Hun foreslår, at man som designer skal forsøge at skabe produkter, der har værdi for modtageren –også på længere sigt! Og det er absolut en bæredygtig tanke.

 

 

 

 

Forstå æstetikkens værdi via filosofi

”Æstetisk bæredygtighed” er også en bog, der i høj grad også tager fat på de mere tunge og filosofiske emner såsom skønhed, menneskets higen efter kontrol, vaner og forudsigelighed, samt alt det modsatte; det skæve og uskønne, og menneskets lyst til at rykke sig og udfordre sig selv, eksempelvis ved at “bevidstheden… presses til udvidelse”. Ligeledes forklarer Kristine på filosofisk vis, hvordan kunstneren (og designeren) kan ramme plet hos modtageren ved at håndtere forskelige modsætningspar: ”..og af den årsag må kunstneren, for at røre beskuerens sjæl, søge at udtrykke såvel evighed som flygtighed, såvel uforanderlighed som fragmentering”.  På trods af, at sætninger som denne nogle gange skal læses et par gange for at fordøje den, så fremstår den i sig selv smuk og man ved, at der er substans i det der formidles. Der er sgu blevet tænkt lidt over tingene her, det er man ikke et øjeblik i tvivl om -og det er en fornøjelse!

Du kommer uden tvivl til at tænke over tingene ved læsning af "Æstetisk bæredygtighed",
Du kommer uden tvivl til at tænke over tingene ved læsning af “Æstetisk bæredygtighed”,

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kend din designtilgang!

Selvom bogen primært dykker ned i teorien bag æstetisk bæredygtighed og de tilhørende metoder, så kommer Kristine også ind over de traditionelle designtilgange. Det betyder at bogen i høj grad kan anvendes, som en generel indførsel i og forståelse af, hvordan man designer både mode og livsstilsprodukter. Vi bliver blandt andet introduceret for, hvordan funktionalismen arbejder udfra mantraet ”Form follows function”, hvordan Bauhaus folket gik efter det tidløse og stedløse udtryk, og hvordan minimalisterne ønskede at rense billedsproget og viske tavlen ren. Også den japanske wabi-sabi æstetik bliver introduceret, for blot at nævne nogle af de nævnte tilgange. Man fornemmer meget hurtigt, at Kristine har en omfattende viden indenfor design og er i stand til at jonglere rundt med abstrakt filosofi og jordnære købssituationer. Jeg føler mig ihvertfald tryg og guidet hele vejen igennem.

Skærmbillede 2015-08-20 kl. 09.32.00

 

Tidsåndsanalysen definerer målgruppen 

Noget af det jeg var meget begejstret for i bogen, var Kristines evne til at relatere alle de abstrakte teorier til et anvendeligt praksis niveau. Man bliver altså præsenteret for forskellige metoder til at arbejde med æstetisk design og en af måderne hvorved man kan erhverve sig viden om sin målgruppe er bl.a ved brug af en tidsåndsanalyse, hvor man går ind og ser på, hvad der har værdi for den specifikke målgruppe og hvad de fascineres af. Og det er vand på min mølle! Væsentligheden af at kende sin målgruppe og hvad der fanger og optager dem.

 

Kendskab til målgruppen er afgørende

En af de altoverskyggende budskaber i bogen, udover at skabe æstetisk bæredygtigt design, er at det er afgørende at kende sin målgruppe og sin kernemodtager, hvilket jeg som kommunikationsuddannet er 100% enig i og Kristine beskriver det meget præcist lige her: ”Men at sikre, at afkodning er mulig –og at det tilmed er den tilsigtede afkodning –kræver et indgående modtagerkendskab. Indblik i modtageren og vedkommendes forståelsesramme er dermed en afgørende del af designprocessen samt af lanceringstilrettelæggelsen af et produkt”.

 

Skønhed er essentielt for vores velbefindende!

Nogle af de mere filosofiske emner jeg især fandt interessante var blandt andet diskussion om, hvorvidt der kan opstilles universelle regler for skønhed og skønne objekter; Kan vi som menneskerace blive enige om, at en cirkel er pæn både i Europa, Asien og Afrika? Eller er vores syn på skønhed kulturelt betinget? Jeg vil ikke afsløre, hvad Kristine konkluderer, men vil i stedet fremhæve Kristines pointer omkring skønhed, som jeg er stor fan af.

Pointen omkring skønhedens relevans gjorde mig eksempelvis ret begejstret. Skønhed og ”det smukke” har altid haft et stempel, som overfladisk og noget man ikke skal beskæftige sig med, hvis man generelt har ”noget imellem ørerne”. Denne antagelse har altid provokeret mig, da jeg fra ganske lille af, har været overbevist om, at mennesket længes efter smukke ting og smukke omgivelser og, at det er en naturlig iboende del af det at være menneske.

Mennesket har altid skabt smukke objekter og omgivelser.
Mennesket har altid skabt smukke objekter og omgivelser.

Med citater som disse ”mennesket har brug for skønhed” og ”vi mennesker næres æstetisk”, slår Kristine fast, at skønhed måske nok fremstår som overflade rent fysisk, men kan påvirke os mentalt på langt dybere niveauer. Personligt og fagligt vil jeg endda påstå, at nøglen til en ændret forbrugskultur netop ligger i at anerkende væsentligheden af det smukke. Hvis vi som forbrugere begynder at respektere det smukt forarbejdede stykke tøj, vil vi med tiden også ændre vores måde at købe tøj på. Vi vil værne om det og sætte større pris på det –hvis det er ”tilladt”, accepteret og respekteret at have den tilgang til tøj i vores samfund.

Den franske approach til forbrug er bæredygtig, da man køber forskellige klassikere, som man beholder for livet.
Den franske approach til forbrug er bæredygtig, da man køber forskellige klassikere, som man beholder for livet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et absolut ”must read”!

Selvom bogen ”æstetisk bæredygtighed” inddrager både Platon, og murstens-bøgerne ”Min Kamp” af Knausgaard, og derfor meget naturligt kan virke abstrakt og uoverskuelig for mange, så er mit budskab absolut, at dette er en must read bog, hvis du beskæftiger dig med design. Det er en øjenåbner og den vil udfordre dig i din tilgang til det at designe. Bogen kan , som sagt, være højtflyvende, kompleks og favner over MEGET, men Kristine giver hele vejen igennem gode praktiske eksempler, så vi som læsere kan forstå hvad der menes.

Og hvis du er en anelse filosofisk anlagt, vil du højst sandsynligt få sat gang i en masse tanker.

Jeg vil endda gå så langt, som at påstå, at bogen kan bruges på et selvudviklende plan på grund af de utallige betragtninger omkring menneskets psyke og natur. Og sproget er virkelig godt. Det er flydende og usnobbet.

Alt i alt en bog, der er fuldstændig efter mit hoved! Tillykke med den Kristine – Skide godt gået!