Din fornuft kan føre til fejlkøb

Written by Manou Messmann

Vi bliver ofte fortalt, at vi skal være mere bevidste forbrugere. Forbrugere, der ikke bare køber for sidenhen at smide ud. Forbrugere der tænker langsigtet, fornuftigt og ikke mindst bæredygtigt. Men noget tyder på, at fornuft ikke altid er løsningen, når det kommer til shopping….

Skærmbillede 2016-04-19 kl. 10.37.03

 

 

 

 

 

Tøj er følelser

Hvis vi ser på det tøj vi går med igen og igen, vores såkaldte favorittøj, så er det langt fra tøj, der er 100% ”fornuftigt” –medmindre du selvfølgelig er spejder eller en del af Dansk Vandrelaug! Det tøj vi betragter, som vores yndlingstøj har opnået den status af en helt særlig grund. Det er i stand til at vække nogle helt bestemte følelser i os. Følelser af glæde, spænding, afslapning, balance, tilfredshed eller opstemthed. Der er mange følelser, som tøj er i stand til at vække, men kendetegnende for alle disse følelser er, at de får os til at føle os tilpas. Når vi tager tøjet på udstråler vi det, vi gerne vil signalere til omverdenen og vi har en formodning om, at dem der møder os på vores vej kan se, hvem vi er og hvad vi vil. Vi føler os set, hørt og forstået, selvom vi ikke taler.

 

Drop fornuften

Når tøj er følelser giver det ikke altid mening at opfordre forbrugerne til at være fornuftige under deres shoppetur, da fornuft kan vildlede mere end den kan gavne. Dette er typiske eksempler på fornuftige tanker, der kan lede en på afveje:

  • Jamen jeg sparer jo 50%
  • Måske er den lidt for stor, men jeg tager jo ofte på over julen…
  • Nej, den er ikke perfekt, men heldigvis har jeg en datter der kan få glæde af den (om 13 år)….

Sådan undgår du (fornuftige) fejlkøb

Hvis du gerne vil tilføje flere yndlingsitems til din garderobe og have følelsen af, at dit tøj gør dig i godt humør, så prøv at shoppe efter følgende udsagn:

  • Du skal tænke ”det her er lige mig”!
  • Du skal have lyst til at tage det på med det samme
  • Du føler dig som en bedre version af dig selv med tøjet på
  • Du kan se dig selv smile i spejlet
  • Du får øjeblikkelig ny energi
  • Tøjet sender præcis de signaler du ønsker at sende (nyt job, ny kæreste, lønstigning)….
  • Det føles ufattelig godt på din krop –som om det er skabt til dig.

Og sidst men ikke mindst; vælg din shoppepartner med omhu;-)