Jeg gik i det samme tøj i 365 dage og fandt løsningen på vores overforbrug

Written by

Klædeskabet kaster op

Kender du følelsen af at stå som lammet foran dit klædeskab og tænke “jeg har absolut ingenting at tage på”, imens tøjet bogstaveligt talt vælter ud i hovedet på dig! Den oplevelse har jeg haft (adskillige gange). Men en dag blev det nok. Istedet for at konstatere, at jeg (endnu engang) måtte ud og anskaffe mig noget nyt -sagde jeg til mig selv: “Dit klædeskab er ved at kaste op. Du kan ikke se hvad du egentligt har. Mon ikke det er på tide at gøre noget”? Og jo, det var på tide at se både mig selv og mit klædeskab i øjnene. And so I did…

365-dages challenge

Jeg besluttede mig for udelukkende at gå med min garderobe i det kommende år. Det vil sige 365 dage, hvor det ikke var tilladt at købe noget nyt. Det kan umiddelbart lyde skræmmende, men jeg konstaterede relativt hurtigt, at med 20 underdele og 20 overdele har du 400 forskellige valgmuligheder, hvis du blander på kryds og på tværs -så det burde kunne lade sig gøre med et klædeskab med over 100 forskellige dele.

Kriser, erkendelser og indsigter

De fleste challenges rundt omkring i verden er sjove, underholdende og hurtigt overstået. Så jeg tænkte, at det nok skulle blive en sjov oplevelse -dog en længere en af slagsen…. Det jeg ikke havde forudset var de ufattelig mange erkendelser og indsigter der kom undervejs. De fleste kom under tøj-kriserne. Det var i kriserne, at jeg virkelig indså, hvad der egentligt er på spil, når vi klæder os på. Og hvorfor vi vitterligt aldrig føler, at vi har noget at tage på, på trods af de fyldte klædeskabe.

For at give dig et indblik i, hvad det var jeg fandt ud af undervejs, har jeg listet de 10 største (og bedste) erkendelser nedenfor:

1. Se tøjet i øjenene

Jeg fandt ud af, hvor meget tøj jeg reelt ejer. Det kan måske lyde banalt, men et klædeskab kan gemme på langt mere (lort) end du regner med. Når du hiver alt ud fra skabet og lægger det foran dig, går det op for dig, at du ikke bare har nok -du har for meget. Det er en rigtig god øvelse (og jeg tror også, at Marie Kondo ville blive rigtig stolt af dig)!

2. Nye kombinationer -ny garderobe

Efter at have indset, hvor meget tøj jeg reelt ejede, gik det op for mig, hvor mange kombinationsmuligheder der var -og hvor mange muligheder jeg havde overset. Det havde simpelthen ikke været muligt at se skoven for bare træer. Når jeg tog en underdel op og så hvilke overdele, der kunne passe til -var det overraskende mange. Ved at skabe nye kombinationsmuligheder fik jeg genoplivet det gamle tøj. Det blev simpelthen vækket til live på nye -gennem de nye kombinationer.

3. Fandt min personlige stil

En af de vigtigste erkendelser jeg fik med mig gennem eksperimentet var indsigten i mig selv og indsigten i det vi kan kalde min egen personlige stil. Det lyder måske nemmere sagt end gjort, men hvis du kender mig (eller har set mig), så ved du, at jeg den ene dag kan være klædt, som en bondeknold og den næste dag i stramt business suit. Min garderobe var (og har altid været) en anelse skizofren, hvilket sådan set er ok, men det kan være en udfordring at finde ind til en form for stil-kerne. Det vil sige en stil, som kan defineres som ens egen og det man genkendes på. Eksperimentet fik ikke bare skruet op for denne proces, men fik også understreget, hvor vigtigt det er at kende sig selv og sin egen stil -for ikke at ende med at shoppe amok igen og igen. Ved at se på de daglige billeder jeg delte via min Instagram profil, kunne jeg hurtigt iagttage, at der faktisk var tale om en form for stil. Der var elementer jeg vendte tilbage til igen og igen. og kombinationer, der skabte en bestemt stemning og en særlig følelse -som jeg følte mig godt tilpas i. Helt konkret var jeg altid tilpas i nogle lidt store og løse bukser -kombineret med en mere tætsiddende overdel. Kombinationen mellem det rå og det feminine var også en tendens der gik igen.

4. Hvad klæder mig egentligt?

En anden indsigt, der ret hurtigt dukkede op, var erkendelsen af hvad der egentlig klæder mig. Jeg kan i princippet gå med alt (og det sætter jeg skam stor pris på), men det er langt fra alt der klæder mig. Når man betragter hårfarve, hudfarve, farven på mine øjne og min kropsbygning, så er der farver, snit og materialer der fungerer bedre for mig end andet. Ved at skimme de billeder jeg tog dagligt, gik det op for mig, at sort og hvidt var godt til mig. Det var lyseblå, lyserød, og grå også. Striber i sort/hvid var også en vinder. Derudover var det tætsiddende tøj godt, men kun så længe der var balance i hele sættet, ved fx at tilsætte drengede/maskuline elementer, som flade sko eller en læderjakke.

5. Hvad mangler i garderoben?

Når man sidder og stirrer udover et stuegulv fyldt med tøj, så er det sidste man tænker på “hvad mon der mangler”? Men den tanke kommer så snart eksperimentet er skudt igang. Man indser hurtigt, at der ligger flere skjulte skatte på lager i garderoben, men de kan simpelthen ikke aktiveres fordi deres “partner in crime” ikke er tilstede. Det kan være en nederdel, der mangler en overdel eller en kjole der mangler et par sko. For at få disse ensomme beklædningsdele vækket til live -skal de simpelthen aktiveres gennem noget du endnu ikke har. Skriv ned hver gang det går op for dig, at noget rent faktisk mangler i garderoben. For mit vedkomende var det en læderjakke, der kunne bruges til de feminine kjoler og basic langærmede bomuldsbluser jeg kunne have på under alle mine striktrøjer.

6. Sig farvel til dit gamle jeg!

Da forsøget var ved at lakke mod enden var mine kombinationsmuligheder også ved at lakke mod enden… Det blev mildest talt sværere og sværere at finde noget at tage på, der ikke var anvendt før. Det skal hertil siges, at jeg havde givet mig selv det benspænd, at det ikke var tilladt at gå med den samme kombination 2 gange… På den måde ville jeg (ifølge min hypotese) tvinge mig selv til at aktivere en langt større del af garderoben -hvilket også viste sig at være sandt.

Da jeg nærmere mig de sidste par måneder blev jeg simpelthen nødt til at gå med genstande jeg ikke havde gået med i flere år og det føltes lige ud sagt -ubehageligt. Jeg var ikke længere den person jeg var, da jeg havde købt 80ér strikken i secondhand butikken i KBH. Objektivt set var jeg stadig forelsket i den pink 80ér strik, men det passede ikke længere med den jeg var og den jeg gerne ville blive. Når der er uoverensstemmelse mellem den man føler man er og den andre opfatter en som, ja så kommer der en ubalance og en usikkerhed frem i en. Det er derfor vigtigt at erkende, hvilke dele af sin garderobe (og sig selv), som man skal sige farvel til . Efter eksperimentet var færdig gennemgik jeg hele garderoben og sagde farvel til ca. 1/3. Noget røg til genbrug -andet røg på loftet til senere brug til mine døtre.

7. Hvorfor længes vi efter nyt?

En af de lidt større og mere vigtige spørgsmål, der dukkede op undervejs i eksperimentet var “hvorfor har jeg en uimodståelig trang til noget nyt”? Et spørgsmål der ofte dukkede op og som fyldte en stor del af eksperimentet. Dagligt blev jeg jo konfronteret med al mit gamle tøj. Når jeg satte mig ned og analyserede, hvad det egentligt drejede sig om, kom jeg hurtigt frem til, at vi jo helt basalt set er flokdyr, der har et inderligt ønske om at passe ind. Hvis din omgangskreds er klædt på i noget nyt og smart -og du ikke selv er, så føler man sig hurtigt udenfor flokken.

Hvis jeg under eksperimentet indgik i nye sociale fællesskaber, tog jeg mig selv i at fortælle om eksperimentet med det samme, så de vidste hvorfor jeg var klædt som jeg var (nogle gange helt ved siden af og andre gang bare “for meget” -i et forsøg på at overkompensere for det gamle tøj). Men er det så vigtigt at “passe ind”? Ja og nej. Ja, det betyder noget for mig at passe ind i sociale sammenhænge, da alt glider nemmere. Du bliver taget positivt imod allerede inden du verbalt præsenterer dig selv og det er en fordel. Men en stor del af trangen til at købe nyt -var for mit vedkommende, den kendsgerning, at en stor del af min personlighed handler om fornyelse, innovation, nysgerrighed og nyskabelse. Når jeg ikke har nyt tøj på føler jeg simpelthen ikke, at min personlighed kommer til udtryk 100%. Det er absolut et problem set i et bæredygtigt og økonomisk perspektiv, men der er heldigvis en udvej. For mig har det været at købe “forud” for min tid. Det vil sige, at jeg køber få nye genstande til min garderobe og når jeg går det udtrykker det noget visionært og anderledes, som eksempelvis min regnbuefarvede Proenza taske.

8. Når tøj er energi

En af de erkendelser, der måske er en anelse for syret til nogle -er erkendelsen af, at alt er energi. Alt omkring os har en bestemt energi og intet står stille. Alt er i bevægelse og har en specifik vibration. Selv jern, som vi antager for at være et fast materiale – er egentligt protoner og neutroner, der står og danser med hinanden side om side. Når vi forstår, at alt er bevægelse, vibration og energi -forstår vi også, at hver enkelt beklædningsdel i din garderobe har sin helt egen energi. Tøjet påvirkede hvordan jeg havde det og når jeg så på de mange instagram billeder, var det tydeligt at min energi var bedre i nogle outfits, fremfor andre. Jeg lyste simpelthen op på de billeder, hvor tøjet havde en positiv afsmitning på mig. Det kunne være tøj, hvor farver, snit og vibe gik op i en større enhed. Når jeg efter eksperimentet skulle ud og købe noget nyt, var energi et område jeg kiggede nærmere på. Det handlede ikke længere om, hvorvidt et stykke tøj var fedt eller ej, det handlede også om at mærke det. Gav det mig en rar følelse, eller føltes det tomt og ligegyldigt?

9. Leg med dit tøj!

Hvis der er en ting jeg har taget med mig fra de 365, er det legen. Når du udfordrer dig selv ved at begrænse dit tøjudvalg til udelukkende at bestå af det du allerede har, jamen så kan man ligeså godt få det bedste ud af det. Og det gjorde jeg. Jeg lavede skæve kombinationer af striber og prikker, farver der ikke passede sammen og stilarter der skævede mærkeligt til hinanden.

Men midt i denne stilforvirring indså jeg noget vigtigt; at vi ikke altid skal tage os selv så seriøst. Der skal også være plads til leg og eksperimenter. Og når vi tør lege uden begrænsninger, dukker der ofte sjove resultater op. Uden jeg havde tænkt over det, gentog min garderobe sig selv om og om igen. Jeg valgte stort set det samme hver dag og gud hvor var det kedeligt. Ved at skabe begrænsende dogme-regler for mig selv inviterede jeg kreativiteten indenfor. Ordsproget “nød lærer nøgen kvinde at spinde” er ikke helt ved siden af -og især ikke når det kommer til kunsten at aktivere sin garderobe.

10. Kend dit tøj og kend dig selv

I 70érne sagde mange “kvinde kend din krop”, idag vil jeg sige “kvinde (eller mand) kend din garderobe”. Hvorfor? Fordi det at kende sit tøj handler i høj grad om at kende sig selv. Ved at se på mig selv gennem tøjets øjne, fik jeg øje på hvem jeg egentligt var og hvem jeg gerne ville blive (for ja, identitet er ikke en statisk størrelse, men noget der er under konstant udvikling). Det der oprindeligt var et tøjeksperiment -endte med at blive en lærerig refleksiv proces, hvor jeg lærte mig selv bedre at kende og stå ved mig selv 100%.

Starten på “Robust Mode”

Efter at have gennemlevet “Det store tøjeksperiment” stod det klart, at der var så meget brugbar viden i mine observationer og erkendelser, at jeg blev nødt til at arbejde videre med området. Det blev til en række undersøgelser af forbrugerens forhold til tøj og ikke mindst det tøj der fungerer og det tøj der ikke gør. Målet var at komme frem til en opskrift på tøj og beklædningsdele, som forbrugeren har lyst til at have på mange gange over en længere årrække.

Et scenarie som dette vil være en win/win situation. Forbrugeren er begejstret for tøjet og bliver loyal overfor afsenderen bag (det specifikke brand) og branden opbygger stærke relationer, fordi det er i stand til at levere præcis det kunden efterspørger. Efter at have nørdet relationen mellem mennesker og tøj i en længere periode, kom jeg frem til resultater og teorier, der beskrev hvad der skulle til for at skabe en løsning på vores nuværende overforbrug. Resultatet blev bogen “Robust Mode -Skab mode der holder”. Der er stadig lang vej til en mere bæredygtig og planet-venlig version af modebranchen, men vi er godt på vej 🙂

-Og især hvis vi allesammen tager et kig på garderoben -og os selv….