Er det slut med ægte modeller på catwalken?

Written by

Flere modebrands fravælger traditionelle modeller på catwalken. Istedet anvendes “almindelige” mennesker. Fravalget betyder langt mere end færre modeller på catwalken -det betyder, at modebranchen er ved at ændre sig radikalt og det er interessant!

Vi er midt i et værdiskift i modebranchen

Idag så publikum med, da Mark Kenly Domino Tan fremviste sin nye kollektion under modeugen. Istedet for udelukkende at anvende “traditionelle modeller” (modeller der arbejder fuldtid og som er trænet til at stå foran et kamera og gå på en catwalk) valgte Mark Kenly Domino Tan at supplere op med “helt almindelige mennesker”. Kvinder som galleri-ejer Maria Forlev, Direktør for Designer´s Nest Ane Lynge-Jorlén og make-up artist Trine Skjøth. Men hvorfor er det ikke længere tilstrækkeligt at anvende normale modeller? Det er det ikke på grund af det værdiskift vi befinder os i lige nu. Det har længe været under opsejling, men med #metoo, #blacklivesmatter og #Covid19 oveni hatten, så bliver der rykket ved de store dagsordener og ikke mindst den måde vi betragter os selv, hinanden og samfundet på -herunder modebranchen.

Photo: @mariaforlev

Designers Remix med kvinder de beundrer på catwalken

Da Designers Remix sidste sæson skulle fremvise deres nye kollektion blev det -på samme måde som MKDT- med almindelige mennesker på catwalken. Dog ikke hvem som helst, som Fru. Hansen og Dorthe fra tanken, men istedet stærke kvinder, som brandet beundrer. På catwalken kunne vi se kvinder som Medina, Gun-britt, Andrea Elisabeth Rudolf, Sara Omar, Cecilie Ingdal og mange flere. Publikum var begejstrede for at se stærke, passionerede kvinder på catwalken -det perfekte match til en tid med boss bitches (mon ikke Tessa snart kommer ind i varmen i modebranchen også)?

Photo: Nordic Style Mag
Photo: Nordic Style Mag

Mode som politisk foregangsmand/kvinde

Når brands som Mark Kenly Domino Tan og Designers Remix vælger at anvende almindelige mennesker og kvinder de beundrer, så betyder det, at de ønsker noget mere og noget andet end det, der hidtil er set på catwalken. Og det stemmer perfekt overens med den overordnede rummelighed, der er ved at indtage modebranchen. Først så vi kønsstereotyper blive udfordret, så kom de ændrede kropsidealer og derefter en mere nuanceret repræsentation af race og farve. Catwalken blev et fantastisk mix af køn, størrelser og farver -og valget af “almindelige mennesker” på catwalken kommer i en smuk forlængelse heraf. Moden bliver i dette henseende en politisk foregangsmand/kvinde. Alle ser op til moden, og når moden viser os rummelighed på catwalken, så smitter det af på vores opfattelse af os selv og andre.

Grænsen mellem publikum, brand og modeller nedbrydes

Men hvad er det “de almindelige mennesker” kan bidrage med? De kan tilføre ærlighed, autencitet og ikke mindst øget identifikation. Når vi nemmere kan identificere os med dem vi ser foran os, så kan vi hurtigere tage tøjet til os og komme tættere på brandet. De hidtil skarpt opridsede grænser mellem publikum, brand og catwalk modeller bliver langsomt nedbrudt. Brandet hives en anelse ned på jorden, hvilket tidligere kunne virke skræmmende (man skal jo helst illustrere de uopnåelige drømme, som modebrand), men idag er det de nære og ægte drømme, der trækker. Forbrugerens mind-set har ændret sig -og det betyder at modebrands bliver nødt til at følge med -også hvis deres egen status får et ryk ned på bekostning heraf (set med de gamle briller på). For idag er tiden en anden end for blot 5 år siden. En ny verden er ved at åbne sig op -bogstaveligt talt. Og det vidner shows som Mark Kenly Domino Tan og Designers Remix os om.

90érnes supermodeller var så langt fra “normale mennesker”, som man overhovedet kunne blive. Her var distancen og det uopnåelige dominerende.

Vi har brug for mennesker vi kan spejle os i og netop derfor hitter influencers og influencermarketing, som den gør. Vi bliver talt til i øjenhøjde og vi kan sætte os i deres sted. Den tendens har nu fundet vej til catwalken og det bliver uden tvivl spændende at se, hvad næste skridt bliver.

Ralph Lauren foretrak “almindelige mennesker” som modeller

Selvom anvendelsen af “almindelige mennesker” på catwalken fremstår, som en ny opfindelse, så stiftede vi allerede bekendtskab med tendensen tilbage i 80érne, hvor Ralph Lauren castede venner og familie til hans ikoniske kampagner. For Ralph Lauren handlede tøj (og salget heraf) nemlig om mere og andet end smukke modeller. Det handlede om karakter, historiefortælling, mystik, kant og udstråling. Og det formåede Ralph Laurens kampagner i den grad at illustrere. Alle ønskede materialiseringen af den amerikanske drøm -og brandet er den dag i dag stadig en succes!