Når du taler med designere om processen fra ide til færdig kollektion, så nævner de ofte, at de tager udgangspunkt i stoffet. Så snart de har stoffet foran sig, kan de se hvilke styles der skal laves og hvilke muligheder, der ligger forude. Men hvad gør man, når man er den der laver stoffet? Hvor starter man så?
Jeg har talt med stoffabrikanten ”Thygesen og Birk Fabrics” for at blive klogere på, hvordan de spotter trends og hvilke trends de forudser i nærmeste fremtid. Så lær modebranchens hurtigste trendsættere at kende; stoffabrikanterne!
Spot trenden før alle andre
I skal udvikle nye visuelle udtryk (trends og tendenser) før alle andre. Hvad gør I for at være foran resten af branchen?
Det er svært at være så langt foran branchen, vi skal se 1,5-2 år ud i fremtiden og det er ikke altid lige nemt da trends bliver påvirket af økonomi, internationale forhold og samfundets udvikling i det hele taget. Men vores metode er egentlig at altid følge med i alle medier, dvs. bruge trend principper – læse /lytte/se/sortere/kategorisere alle de indtryk vi får.
På samme tid rejser vi til forskellige fashion hubs for at få inspiration, f.eks. Paris. Derudover samarbejder vi med trendbureauer, hvor vi udveksler viden. Så ved at samle alt dette har vi mulighed for at kunne forudsige fremtidige trends. Og så har vi selvfølgelig et stort arkiv, som vi kan forske lidt i når inspirationen er lav – de fleste trends går jo igen.
Fremtidens dominerende stoffer
Hvilke stof/print tendenser vil I betegne som dominerende nu og i de kommende år?
Lige nu og til sommer ser vi rigtig meget rib og rigtig mange blomster print, derudover kommer glitter til at spille en stor rolle i 17-18. Vi har udviklet en del tekstiler med guld og sølv lurex og vi ser også, at denne trend fortsætter i SS 2017.
Normsport har overrasket
Er der noget, der har overrasket jer indenfor de seneste par år? Fx fylder sportstøj mere og mere. Har I oplevet noget lignende?
Den eneste ‘overraskelse’ er nok athleisure trenden, som har været her i et par år nu. Trenden er nu gået over i normsport, dvs. vi ser ikke længere det sportslige aspekt i vores mode – det er nu en norm. Denne trend har gjort, at vores tekniske tekstil sportwool nu også er efterspurgt hos vores modekunder. De ønsker også performance, komfort og det eksklusive i uld.
Thygesen og Birks styrke
Hvilke fordele kan brands opleve ved at gå til jer i stedet for at søge til udlandet?
Vores største værdi er, at vi kan omsætte vores kunders ideer til designs på meget kort tid. Vi er hurtige, fleksible og har alt tæt på os. Dvs. produktion og udvikling er samme sted. Det er få producenter, der har en designafdeling og udviklingsafdeling, så der er vi stærke. Vi er på samme tid meget kvalitetsbevidste og loyale ift. særaftale og specialdesigns.
Uld, uldblens og sportwool
Er der tendenser eller ”uopdagede” stoffer, som I selv synes er fantastiske, men som kunderne endnu ikke har set værdien i endnu?
Vi er helt klart meget glade for uld. Og vores kunder synes også, at uld og uldkombinationer er meget spændende, men de er der ikke helt selv ifht. pris. Vi har mange sportskunder på vores uld og sportwool tekstiler, de forstår værdierne og bæredygtigheden i det og er derfor med på prisen. Mode kunder har været vant til billige mode varer, men da trends peger mere mod bæredygtighed, samfunds ansvar og holdbarhed, mener vi helt klart, at brugen af uld, samt uldblends, vil komme mere ind på markedet de næste par år.
Tusind tak til Thygesen og Birk, og ikke mindst Agata Maria Berska Bergsang:-)