Debatten om hvad kvinder skal, bør og må have på professionelt ser ud til at blomstre (igen). Hvorfor kommer emnet på banen gang efter gang? Hvad må kvinder overhovedet have på og hvad handler debatten egentlig om? Det har jeg sat mig for at afdække i denne artikel.
Slips, stiletter og symbolik
Forleden stødte jeg (endnu engang) på debatten omkring kvinder og høje hæle. Essensen var -groft opridset: Hvorfor går kvinder i høje hæle, når det er fysisk ubehageligt? Hvem er det kvinder klæder sig på for? -Og hvis det er for mændenes skyld, så er det da virkelig outdated! Men hva´så med mænd og deres anvendelse af slipset (som Line Baum Danielsen mindede os allesammen om)? Her er der også tale om en beklædningsgenstand, der hverken er behagelig eller har en tydelig praktisk funktion. Så hvorfor anvender mænd slipset? Slipset blev oprindelig anvendt, som en del af krigsuniformer og er senere hen blevet et symbol på mandlig seksualitet, traditioner, magt og penge. Og før slipset kom på banen, havde konger og royale mænd altid en form for tørklæde i halsen. Det betyder altså, at slipset drejer sig om meget mere og meget andet end funktion. Det drejer sig om symbolik og de følelser og associationer det vækker i folk.
Slipset kan mere end at slå knude om sig selv.
Slipset kan mere end at slå knude om sig selv
Slipset kan fortælle historier og helt specifikt kan det fortælle historier om magt, drive, beslutsomhed og ikke mindst kontrol. Mon ikke de fleste af os kan komme i tanke om en film eller to, hvor mænd har bundet kvinder med deres slips?….
Påklædning som parringsdans
Lad os engang for alle slå fast, at vores beklædning er langt mere end de fysiske lag vi tager på. Det vi tager på handler om viden, magt, seksualitet, drømme og begær (for blot at nævne et par tematikker). Vores påklædning er én lang parringsdans, selvom de færreste vil vedkende sig det faktum.
Og for at gnide ekstra salt i såret, så er livet én lang parringsdans. Både seksuelt, social og hierarkisk. Men hvorfor skal alting altid handle om sex? Og hvorfor er det nødvendigt at vise sin seksualitet gennem sin påklædning? Det er det fordi det er vores natur. Vi er programmeret til at tiltrække andre individers opmærksomhed. Prøv at se på bierne og blomsterne. Hvorfor er blomsterne så smukke og farverige? Det er ikke for at glæde blomsterhandleren. Det er for at tiltrække sig biernes opmærksomhed, så forplantningen kan finde sted. Sex er det, der driver verden og får moder naturs hjul til at dreje rundt -uanset om vi vil det eller ej. Blomstens farver og former er naturens slips og høje hæle.
Blomstens farver og former er naturens slips og høje hæle
Helt unødvendige -for det naive øje, men absolut nødvendig for den, der kan se ind i naturens cyklus og komplekse mekanismer.
Er vi mere dyr end menneske?
Men hvorfor bliver vi så provokerede, når vi bliver mindet om menneskets natur, drifter og seksualitet? Og hvorfor tager vi afstand fra den natur vi er skabt af? Det gør vi fordi vi ikke vil opfattes, som de dyr vi dybest set er. Det er simpelthen for primitivt, at kalde sig selv for dyr, selvom den dyriske side er langt mere styrende for vores adfærd end vi tror (spørg enhver adfærdsekspert) og også langt mere kompleks end vi tror(videnskaben er på nuværende tidspunkt ikke istand til at indfange, analysere og forstå hele vores “natur”).
Den rationelt tænkende robot
Stopper debatten om vores påklædning nogensinde? Det tror jeg ikke, men den vil uden tvivl blive mere nuanceret og interessant i det øjeblik vi forstår, at mennesket ikke er en rationelt tænkende robot. Vi er skabt af natur og vi er natur, og en del af denne natur handler om forplantning, og forplantning handler om tiltrækning -som ofte sker gennem de visuelle billeder vi ser foran os.
Naturens løftede pegefingre
Det vi kan lære af naturen er, at den ikke praktiserer “løftede pegefingre”. I naturen kan du lege frit og udtrykke dig fuldstændigt som du lyster. Så næste gang vi skal tale om hvorvidt kvinder burde have høje hæle på eller ej, skal vi måske have en snak om, hvorvidt blomster må være farverige eller ej. For det er dybest set det samme!