De seneste par dage er nettet blevet overstrømmet med artikler, der kritisk belyser DR dokumentaren “Fars pige”. Når sindende bringes i kog, er det fordi noget rammer os indeni… Jeg har taget et kig på, hvor vi bliver ramt og hvorfor der er så mange kritiske reaktioner på “Fars pige”.

Alva-fænomenet i analyse

For at sætte rammen fra start vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg arbejder, ånder og lever for mode, som forbrugerekspert og professionel brandrådgiver. Denne artikel vil derfor ikke handle om modens eventuelle negative indflydelse på mennesket, men vil derimod være en refleksion over, hvordan vi anvender vores beklædning, som identitetsmarkør og hvilke konsekvenser det kan have.

Hvad bruger vi luksusprodukter til?

Først og fremmest er det interessant at se på, hvorfor vi -og i dette tilfælde Alva (fars pige) vælger at shoppe amok i luksusprodukter som Louboutin stiletter, Balenciaga trøjer og Chanel tasker. I en tid med demokratisk mode og fast fashion kan alle købe de nyeste trends, men med luksusprodukter ekskluderer du en hel samfundsgruppe på grund af de uhyre høje priser.

“Problemet med Alva opstår når der er uoverensstemmelse mellem hendes indre overbevisning og omverdenens overbevisning”.

De mennesker der er i stand til at købe high-end produkter, er ofte karakteriseret ved at have en god økonomi og vil samtidigt gerne vise omverdenen, at de er en del af overklassen. Problemet med Alva opstår når der er uoverensstemmelse mellem hendes indre overbevisning og omverdenens overbevisning. Luksusprodukters symbolske betydning er magt, overlegenhed, status og det at være økonomisk uafhængig. Alle disse punkter kan Alva endnu ikke siges at have eller være. Det kan medføre en utilfredsstillende følelse, da Alva inderst inde godt ved “hvordan landet ligger”. Denne hypotese er netop blevet bekræftet af undersøgelser fra Boston College og Harvard Business, der viser, at man vil føle sig uautentisk, hvis man inderst inde ikke føler, at man ikke fortjener designertasken, Rolexuret eller YSL stiletterne. Intentionen med købet kan være fin nok, men den efterfølgende følelse lever ikke op til forestillingen.

Tom indeni

Klæder skaber folk, som det gamle ordssprog siger, men hvilke folk skaber man gennem dyre luksusklæder? Jeg er personligt stor fan af devisen “fake it until you make it” -da vores fysiske beklædning påvirker vores indre tilstand. Vi kan derfor påvirke alt fra eksamensresultater, scoringer på dates og vores mus samtale gennem vores garderobe. Men der kan hurtigt opstå problemer, hvis vi ikke selv tror på missionen. Altså det vi dybest set føler, tror og ved vi kan. Og her havner Alva desværre. I en følelse af tomhed. Uanset hvor dyrt tøj hun tager på føler hun sig nok aldrig bedre tilpas. Korsettet kan afstive din holdning så du syner mere rank og stiletterne kan hæve dig fra jorden (og pøblen), men hvis tvivlen, usikkerheden og tomheden stadig dominerer -så er den ydre rustning ikke nok til at opretholde facaden -og det kan ses og mærkes både indeni og udenpå.

Curlingproblemet

Men hvorfor er Alva havnet med en følelse af tomhed, fortvivlelse og angst? Curlingtendensen har været oppe og vende og jeg må desværre erklære mig enig. Som forældre ønsker vi det bedste for vores børn og de fleste af os vil tilmed gå i døden for dem -og det er sgu ikke så lidt. Det betyder også, at vi har en tendens til at skærme vores børn fra problemer, udfordringer og bump på vejen.

“…livet kan ikke leves som et Hay Day spil hvor du kan købe dig frem til næste level uden at slås med farlige drager”

Alt sammen handlinger der bliver gjort i god hensigt, men som i sidste ende – resulterer i, at vi skærmer vores børn fra selve livet. Og det er her det begynder at gøre nas, for livet kan ikke leves som et Hay Day spil hvor du kan købe dig frem til næste level uden at slås med farlige drager (ved godt, at der ikke er drager i Hay Day, but you got the point, right)? Livet skal leves med alle det lort der følger med. And guess what, klicheen om, at det der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere -den virker!! Jeg har nemlig selv erfaret det gang på gang og jeg kan kun tilslutte mig Niels Hausgaards budskab om at rode sig ud i så mange problemer som muligt, for det er her du mærker livet. Det er her du vokser. Midt i al rodet. Midt i alle kriserne og midt i lorten. DU LEVER -og det er stort!

En tur på Caminoen?

Så hvad skal Alva stille op? Hun er droppet ud af gymnasiet og sidder og tæller Valentino tasker i sengen… Og det er jo ikke det hun vil for fanden. Hun ved da godt, at der er noget der hedder girl power og at vi lever i en tid, hvor kvinderne er stærkere end aldrig før.

“Alva skal droppe den næste taske fra Versace og istedet tage en tur på Caminoen”

Hun skal da frem i livet, men det kan ikke gøres før du mærker og finder dig selv -og nej, det kan vi ikke købe os til. Mit bud er, at Alva skal droppe den næste taske fra Versace og istedet tage en tur på Caminoen. Hun skal mærke sig selv, sin krop og naturen -for det er det vi dybest set er alle sammen; Natur. Og så håber jeg, at hun får et par vabler undervejs og oplever, at de går væk igen ligesom alle andre problemer. Det hele skal nok gå. Også med Alva.

Far skal i far-træning

Inden jeg slutter og smutter, bliver vi nødt til lige at lave en lille klage-sang til daddy-o. Come on altså. Han virker uden tvivl flink -og vil som ovennævnt, kun sine børn det bedste, men at råde sine døtre til at gå sexet klædt for at komme til de rigtige fester eller at droppe kærlige tatoveringer for at sikre sig en fremtidig mand -det er altså ikke vejen frem.

“Så snart man løber tør for slik, løber man også tør for venner og hvem gider det”?

For det første kan luksusprodukter uden tvivl fungere, som en form for “kaste-system a la Indien”, hvor vi hurtigt afkoder hvilke sociale lag vi hører til, men på samme måde som nogle børn køber deres venner gennem slik i folkeskolen, ja sådan fungerer det også som voksne. Men så snart man løber tør for slik, løber man også tør for venner og hvem gider det? Det der er langt smartere er at ruste sine børn så de har det så godt med sig selv, at de “vigtige”, “spændende” og “interessante” relationer melder sig på banen helt af sig selv -og endda helt gratis.

Alva-fænomenet på meta-plan

Og for lige at nørde helt igennem, så tænker jeg, at vi lige tager den på meta-plan (også). Sorry folkens, og sejt til jer der stadig læser med! Alvas situation beskriver på smukkeste vis den tilstand vores samfund befinder sig i. Det handler om overflade, mangel på indre arbejde, fravær af selvudvikling, spiritualitet, filosofi, og det at være et kritisk erkendende menneske. Men der er er en modreaktion på vej, hvilket vi allerede så i sommeren 2018 med Greta Thunberg, der pludselig åbnede øjenene op for både statsledere, medier og forbrugere.

“Vi vil opleve mere aktivisme, vi vil se en mere tilbageholdene forbruger og vi vil opleve mere nærvær og sociale sammenkomster”.

Nu er vi så småt begyndt at mærke efter. Overflod har medført refleksion. Vi kunne alligevel godt se, at det var lidt dumt det vi alle sammen havde gang i. At købshjulet var lidt hult -især hvis man i forvejen var hul indeni. Så hvad sker der nu? Vi vil opleve mere aktivisme, vi vil se en mere tilbageholdene forbruger og vi vil opleve mere nærvær og sociale sammenkomster. Der er lagt op til fest -både i hverdagen og weekenden og det bliver uden telefonen. For vi ved allesammen, at de bedste fester er dem vi glemmer at tage billeder til;-)

Men hvorfor al den snak om Alva?

Som lovet i indledningen til denne artikel, vil jeg lige komme ind over, hvorfor så mange mennesker reagerer på DRs dokumentar. Det gør de først og fremmest fordi den udløser noget i os. Den giver os en spejling i os selv, som de fleste måske gerne vil fjerne sig fra. Det er nemlig de færreste der ikke kan se sig skyldige i at have shoppet lidt for meget og lidt for ofte. Og det bliver vi konfronteret med i denne dokumentar -i overført betydning.

“DR holder simpelthen et spejl op foran os -og så er det op til den enkelte om man kan lide det man ser eller ej”

Og det er jo ikke rart at blive konfronteret med ens egne skyggesider. Puha, væk med det. Og det er netop det vi gør- vi taler det ned, kritiserer det og tager afstand fra det. Det er jo vanvittigt spændende. At vi kan sidde og pege fingre af en familie fra Østerbro og igennem denne proces blive opmærksom på vores eget liv, forbrug og relationer. DR holder simpelthen et spejl op foran os -og så er det op til den enkelte om man kan lide det eller ej.

Skrevet af: Manou Messmann.