Mistænksomme og kritiske forbrugere
Glem alt hvad du ved om branding. Traditionel branding, som vi kender den, er ved at afgå ved døden. Forbrugerne vil ikke længere påduttes produkter, få fortalt at de ser forkerte ud eller manipuleres til et køb. Generation Z er opvokset i en kompleks tid, der er præget af politisk uro, klimakrise og fake news. Det betyder, at den kommende generation af forbrugere automatisk vil søge mod det troværdige, det relaterbare og det ægte.
Hvis vi, som virksomhed og brand, skal forblive relevante for forbrugeren, er det afgørende, at vi formår at tale ”det nye sprog”. Både i ord, billeder og forståelse. Tiden er blevet woke. Vi kan ikke længere tale før vi tænker, der eksisterer ikke et ”os og et dem” (vi er alle lige) og forbrugerne er klar til at trække i nødbremsen, så snart det brand de har købt ind i træder forkert. Denne udvikling har medvirket til, at flere brands og virksomheder vælger at træde varsomt, men det er ikke løsningen. Vi skal derimod træde i karakter, have klare holdninger og turde at gå forrest (ja, linjerne imellem virksomhed og politik bliver langsomt udvisket, så I kan lige så godt forberede jer).
Så hvad gør vi, som brand og forretning, hvis vi ønsker en stærk og langvarig forbindelse med vores nuværende og kommende kunder? Vi hiver en ny tilgang til branding på banen. Den traditionelle branding, som vi kender den, har ikke længere samme effekt. Forbrugerne er blevet mistænksomme, “alert” og allergiske overfor alt, der virker åbenlyst salgsorienteret. I stedet søger generation Z mod fællesskaber, kommunikation i øjenhøjde (gen z er eksempelvis kæmpe fans af butikken Normal, der er geniale til ligestillet og rummelig kommunikation) og accept (ja, vi er alle sammen gode nok, som vi er). Alternativet til den traditionelle branding, der primært fokuserede på positionering og ”what´s in it for me -aka vores forretning”, er den spirituelle branding.
Den spirituelle branding handler først og fremmest om fællesskaber, indlevelse og oplevelse.
Foto: Pexels.com
Den spirituelle branding handler om at skabe forbindelse
Den spirituelle branding er kendetegnet ved at tage udgangspunkt i et højere formål. Det betyder, at både ledelse, medarbejdere og kunder er bevidste om ”hvorfor vi gør det her” og ved, at det er vigtigt. For det enkelte individ skaber den spirituelle branding plads til, at man skaber en indre forbindelse (både for de ansatte og forbrugeren). Det betyder, at det skal mærkes og føles godt indeni -ellers giver det ikke mening og det bliver heller ikke troværdigt. Samtidigt kan vi, med spirituel branding, skabe en stærk ydre forbindelse, som for eksempel mellem brand og forbruger. Essensen i den spirituelle branding bliver dermed forbindelse modsat den distance vi oplevede i 90érne og 00érne, hvor der var en klar opdeling imellem brand og forbruger, og hvor forbrugeren lå rangeret under brandet.
I dag ved forbrugeren godt, at de selv kan være aktive medspillere til at skabe og promovere et brand. Forbrugeren ligger ikke længere i bunden af magtpyramiden, men har rykket sig op på toppen, hvor de dikterer hvad der sælger, hvor og hvornår. Foto: Unsplash.
Fremtiden er spirituel
Hvorfor skal det hele pludseligt være så spirituelt? Ifølge fremtidsforsker og ekspert Anne Skare Nielsen, så kommer den næste revolution ikke til at handle om hverken teknologi, AI eller robotter (https://www.futuristcommunity.dk/c/blog/den-3-spirituelle-revolution). Den kommer derimod til at handle om spiritualitet, og det er ikke kun Anne der siger det. Det er skam også alle de cool tech-dudes i Silicon Valley, der siger det -og ved det. Efter to årtier med tiltagende teknologi, devices og meta-verdener, er vi nået til et mætningspunkt, hvor vi er blevet så ydrestyrede, at alt det indeni pludseligt føles tomt. Statistikkerne vidner om øget mental mistrivsel og ensomhed -især blandt de unge og det burde ikke overraske nogen. Vi har vænnet os til at spørge Google, Siri eller Chat GPT til råds i stedet for at mærke ind i, hvad vi selv vil og hvor vi selv er på vej hen. Teknologien har sneget sig ind i vores arbejdsliv, vores privatliv og vores hverdag. Den er overalt og fylder nu så meget, at den er vanskelig at undslippe. Vi kan ikke længere parkere bilen uden en app og halvdelen af vores liv ligger placeret på vores smartphone. Teknologien er blevet en forlængelse af os selv, men konsekvensen er, at vi ikke længere mærker os selv.
Jo mere teknologi du integrerer i dit liv, des mindre mærker du dig selv. Foto: Pexels.com
Og det er her spiritualiteten kommer ind og siger goddag. Den bringer nemlig mennesket tilbage på sporet. Den viser vej og fortæller dig, hvor du skal hen og hvorfor. Den spirituelle verden og tilgang giver os alt det vi har savnet og distanceret os fra de sidste 20 år, nemlig nærværet, samhørigheden, den dybere mening med livet, roen, forståelsen og accepten. Når vi arbejder udfra den spirituelle tilgang, lægger vi op til, at vi selv og andre omkring os kan mærke sig selv, føle sig forbundet og se den større mening med det hele. Det giver en ro, en tillid og en balance, som 99% af befolkningen nok efterlyser lige nu.
Spirituel branding i praksis
Men hvordan bruger vi den spirituelle branding i praksis? Først og fremmest skal vi bevæge os væk fra et afsender-orienteret fokus og hen mod et modtager-orienteret fokus. Forretningens vækst kommer automatisk, jo bedre vi er til at sætte os i modtagerens sted -og behov. Hvor den traditionelle branding havde en tendens til at handle om manipulation, handler den spirituelle branding om transformation. Vi skal altså ikke længere bruge tid på ”at regne den ud på et strategisk plan”, men i stedet arbejde med den forandring vi skaber hos kunderne. Det er det forbrugeren vil have; Forandring, vækst, udvikling og transformation. Tag et kig på det amerikansk/italienske brand La Double J. De har i den grad forstået, hvad de nye branding-værktøjer går ud på. De inviterer på retreats langs Nilen, afholder kundalini meditaitons sessions i deres forretning i Milano og har etableret et spirituelt Sisterhood fællesskab, der deler inspiration og erfaringer. Hele deres website afspejler deres ånd og man er ikke i tvivl om, at det er her man kan få direkte adgang til virkelige gode vibes.
Lydhealing event arrangeret af La Double J. På billedet ses CEO JJ. Martin række sin hånd ud på bedste healende vis. Foto @ladoublej Instagram
Spirituel Branding er oversættelse af energi
På den måde illustrerer La Double J what it is all about. Nemlig energi og oversættelse af energi. Når vi arbejder med spirituel branding, handler det om, hvordan vi formår at oversætte brandets abstrakte og til tider diffuse energi (og værdier) -til billeder, ord, stemninger og følelser. Jo bedre vi er til at mestre denne oversættelses proces, des stærkere forbindelse vil vi kunne skabe til vores kunder. Og i et hypervisualiseret og overstimuleret samfund, som vi lever i i dag, er det i endnu højere grad afgørende, at vi formår, at skabe en direkte og klar energetisk linje for brandet, der rammer lige ind i hjertet -ikke hjernen. Hjernen er overloaded og orker ikke mere bøvl, stimulans og ”se lige her”. Hjertet er derimod åbent og søgende. Med spirituel branding kommunikerer du med og til hjertet i stedet for hjernen. Det er derfor også afgørende, at man som afsender er i stand til at vise sårbarhed, ærlighed og menneskelighed. Ellers kan forbrugeren ikke relatere til dig.
En ny era af marketing
Den spirituelle branding repræsenterer en ny era af marketing. Vi går væk fra ”sælger Søren” og bevæger os hen imod det den amerikanske online entreprenør Marie Forleo omtaler, som ”an act of love”. Vi vil ikke længere pådutte andre noget, som vi ikke selv står inde for. I stedet vil vi med glæde dele information, viden og inspiration om det vi oprigtigt elsker. Så ja, den nye era af marketing kommer til at fungere som en si, der effektivt sorterer de brands og virksomheder fra, der ikke selv tror på det. I den kontekst bliver selve branding-processen en healende proces, da den udfordrer det vi tror på og opfordrer os til at arbejde med os selv. Vi kan kun sælge det vi selv tror på, og hvis vi tvivler på produktet, ydelsen eller servicen, ja så er der kontant afregning -både internt og eksternt. Den spirituelle branding tvinger os derfor til konstant at blive bedre, skarpere og mere relevant. I 2025 kan vi ikke længere tillade os at sætte nye brands og virksomheder i søen ”bare fordi”. Vi skal have noget på hjertet. Vi skal gøre en forskel og vi skal lave ringe i vandet. Det kan lyde trættende og krævende, men i virkeligheden skal vi blot gøre det, der altid har været meningen. Nemlig at mærke ind i om det overhovedet giver mening det vi har gang i? Hvis svaret er ja, så er du på rette vej.
Skrevet af: Manou Messmann



